Rosenvej – læseprøve

Der er et rum på Rosenvej, en udposning, dér, hvor snittet lægges og kødet åbner sig, væsker, blod, hin- der. Jeg trækkes ud med tynde gummihandsker, en skygge pibler med væsken ud. Jeg slippes fri af min mor gennem åbningen over kønsbenet, hvor knog- lede fingre føres ind og ud af gabet, som nålen og den sorte tråd, der samler hinder, kød og lukker min mor igen. Lysstofrør hænger som hvide striber i loftet, det flimrer grønt i kitlerne, sommervarmen trænger ind gennem murens rifter og brud. Sved pletter sengen og sætter sig under armene som perler på ryg og læbe, i revner og fuger omkring møbler, øjne, vinduer. Jeg ligger på et bomuldslagen, de gule fedtklumper klistrer til min hud. Som jeg ligger dér, med skyggen under mig, ligner jeg mest af alt et levende kort.

Dage og nætter får tiden til at sno sig om sig selv som spiraler. Min mor står bag glasdøren med en bylt i sin favn. Hun træder ud af hospitalet, ud i tågen og går som sig selv, ved siden af sig selv på Rosenvej, som om hun var en anden. Hun holder mig blidt fast, tågen er en fugtig sky, tågen er en hval, hun går rundt indeni. Bugens hvide ribben, noget at gribe om og holde fast i. Hun har svært ved at finde hjem, huset er nymalet, huset er anderledes end før. Det er større, end hun husker, det har flere vinduer, tagsten, rum. Hun træder ud af hvalen og ind i huset, lægger mig i en krukke og lægger krukken i en seng. Jeg ser ud over krukkens kant. Jeg spræller og fylder rummet med skrig og tid, der skrider rundt på gulvet i alt for glatte sko, og min mors gråd, der fylder mig for at tømme mig igen, og min gråd, der fylder min mor for at tømme hende igen. Hvalen glider forbi vinduerne, den ser ikke, hvor desperat hun er. Spiralen vikler sig omkring hende som et reb, binder hende til krukken, der svulmer og trives som et barn.

Rosenvej forandrer sig, den bliver smallere, en sti, der løber gennem flade marker kranset af bløde bakker, et landskab der er rundt som en cirkel plettet af hvide blomster, hvid, som solen skinner mig blind, mild. Fugle bevæger sig som vilde kommaer over himlen farvelagt med ét enkelt blåt strøg, små, sorte lyn som fisk, fluer, fugt, flakser, flakker. Jeg sidder helt stille og trækker vejret tungt. Jeg hænger, bundet fast til ryggen af min mor, en bylt, et barn, en krukke fyldt med vand, der skvulper rytmisk som et stempel på hendes ryg, synkront med hendes taktfaste skridt, hendes hårde bevægelser og rastløshed, der løber under den tynde hud, ud gennem åbne porer som på et gennemvædet stykke stof. Hun er et dyr, der som en mor kryber sammen i et hjørne af rummet, et sort hul, sindet, med en knurrende angst, der sidder mellem tænderne og rasler. Jeg har endnu ikke tænder, som et dyr har, et menneske har, en mor har. Jeg har endnu ikke noget territorium at pisse af, ingen membran at træde ind i og ud af, som et hus er min krukke min hud, også hendes.

Hun kaster sig rundt i sengen. Hun ser ind i et kronblad. Det røde reflekterer i det grønne, som et hjerte uden blade, uden. Hun har nervøse symptomer, åndenød, hoste og migræne, hun er en mand med seksuelle længsler, kastrationsangst, efterår, drømme, der kommer glidende som kaskelotter. Et afgørende punkt sidder fast i et træ som en ulv i en drøm. At fylde år og blive ædt af en ulv i stedet for at få en gave. Min far søger tilflugt hos barnepigen, raseri og juletid, ulven rejser sig på bagbenene med den ene fod sat frem, lægen skælder ud, min far skælder ud, lægen og min far skælder ud, der er fejl i latinoversættelsen, min mor har angstvirkninger i benene, i lårene, hun siger, han skal forsvinde, at hun ikke vil se ham igen.

Min far holder uden for det store firkantede rum. Bilen brummer og hoster. Nu kommer min mor ud. Et skridt ad gangen. Ad trappen. Hun trækker vejret tungt, smiler, min bror og jeg sidder allerede på bagsædet, hun sætter sig ind ved siden af min far. Der hænger et lille, grønt træ i forruden og dingler.

Landskabets striber, asfaltens mørke ligger som en varm, glat hud oven på jordens ru. Den oprindelige landsbys småveje følger jordens bugtninger, træer, sten, søer, åer, vandløb, løber op og ned ad høje og bakker, omkranser byens plads, der breder en cirkulær skygge ud under den gamle bredkronede eg. Snoede veje bindes sammen af en struktur af nye veje, snorlige tegnet med blyant på folie af en nyuddannet ingeniør. Kloakføringer, ledninger og rør, der vokser ud gennem siden på en vejmand og en køkken- assistent med en iver, der smitter alle de andre familier, der køber en grund langs vejen. Husene bliver bygget af håndstrøgne mursten, der bliver lagt oven på hinanden og holdt sammen af en lysegrå mørtel. Farbror Anders og min far murer selv vores hus i gule sten. Farbror John, der er kleinsmed, trækker alle rør. Min mor siger, at hvis hun ikke havde giftet sig med min far, ville hun have valgt farbror John, fordi han er den, hun kender, der ligner min far mest.

Der bliver plantet hække omkring haverne, avnbøg, liguster, goldfinger med gule blomster, bambus, bjergfyr, snebærbuske med lyserøde blomster. Der bliver hældt nøddesten ud i indkørsler og lagt grå fliser i havegangene. Der bliver revet og gravet og kørt gødning ind i urtehaver og bede, plantet frugttræer og viklet blomsterranker ud omkring huset, drys- set frø i bedene, lagt løg, plantet stauder, bærbuske, roser for at have blomster til pynt og buketter. Der bliver sat drivhuse, fuglekasser og fuglebade op i haverne, malet garager, skure, udhæng, vinduer, læhegn, havebænke. Nu står byen klar, beboerne flytter ind, mænd, kvinder, børn, kæledyr i form af hunde, katte, kaniner, marsvin, vandrende pinde, to landskildpadder og en enkelt rotte. Insekter og kryb strømmer ud af skove og marker, flytter ind i husets sprækker, havernes buske, træer, trækker fugle, ræve, mår, harer, pindsvin, frøer med.

I vindueskarmen i vores nybyggede, gule parcelhus står en præfabrikeret hvid pyntekirke med plads til et fyrfadslys. Solen går ned bag skoven som en stor rød- malet mund, der har kysset længe, intenst. Lyset udefra får kirken til at rødme som kindrødt, lyset indeni svulmer sekund for sekund.

Jeg trykker næsen flad mod den rude, jeg ser igennem, tværs over vejen. Et brunt murstenshus grænser op til skoven, hvor skovtroldene bor, Annie og Benny og deres fire børn. Benny er blikkenslager, Annie er kommunal dagplejemor, hun passer mig om dagen, når min mor er på arbejde på De Gamles Hjem. Huset ligger i kanten af skoven, et vandløb risler og knitrer i baghaven, lydene dæmpes af skoven, mulden dufter tungt, men friskt. Om formiddagen er vi i haven. Solen trænger ikke ind, skoven skygger, skoven er en skygge, der ligger som en presenning over en stor, fir- kantet sandkasse, gyngestativet og tre gamle brune barnevogne under et halvtag. Jeg husker ikke de andre børns ansigter. Jeg husker kun Annies egne børn og Annie, der står i døren til huset. Døren, der lukker sig bag hende. Huset, der aldrig åbner sig helt. Annie er ikke til stede i haven, hun taler til os gennem den sprække, det halvt åbne køkkenvindue efterlader i muren. Stemmen er skarp, spidset som en blyant. Jeg husker ikke, hvordan tiden går. Jorden er hård, ubeplantet, der er ingen synlige mennesker i haven. Annie går rundt inde bag køkkenvinduet. Et barn i en af barnevognene skriger, og Annie lukker vinduet helt i.

Der er dage, hvor det regner for meget til, at jeg kan være ude. Dage, hvor jeg bliver gennet ned i kælderen i et rum med en stor brummende fryser i hjørnet, et par reoler med lidt legesager, puslespil og løftet om, at jeg kommer ud, når jeg bliver hentet. Jeg husker, at Annie kommer ned i kælderen med en bakke smurte leverpostejmadder, de brune og orange plastiktallerk- ner og krusene med mælk. Jeg husker bryggerset og trappen ned til kælderen og køkkenet, som man ser et køkken fra et dørtrin, men jeg genkalder mig ikke stuernes lugt, værelsernes lys, tæpper, gardiner, møbler. Jeg kommer ikke ind i køkkenet, stuerne, værelserne, og dagene strækker sig som et reb, en arm, Annies bløde, store arm, der griber fat i min uden varsel og rykker den af led. Min mors indadvendte raseri, den lilla kjole med de små røde blomster vokser ned over hendes brune træsko, der klaprer mod fliserne. Vi går fra huset ned ad indkørslen. Blomsterne falder fra kjolen som rød sne.

Mathilde siger, at hun passer mig, indtil vi finder en anden dagplejemor. Mathilde skriver på maskine, digte, anvisninger, læserbreve, breve til politikere og personer, hun har mødt eller hørt i radioen. Mathilde siger, hun undersøger sætningen om uendeligt mange aber, hun bruger det meste af tiden på at modellere trolde og taste lange, tilfældige bogstavsekvenser på sin røde Valentine-skrivemaskine. Når jeg kommer op gennem havegangen i mine træsko, brune bukser og grønne anorak, ved jeg, at hun åbner køkkenska- bet for at tage saften frem. Hun siger, du har en indre sødme og et uendeligt antal muligheder og sætninger, der er væsensforskellige og helt anderledes, end man forestiller sig. Man skal blive ved med at taste, så kommer det til sidst af sig selv, så skriver aberne breve. Hun ser på mig med sine sorte øjne, og saften gør mig stille. Jeg forstår ikke, hvad hun siger, når hun siger, at ethvert atom er en abe, der producerer en milliard tasteslag i sekundet fra the Big Bang og til i dag, og at hun ikke har andre venner end mig. Hun læser sine kommunistiske digte op ved køkkenbordet og tegner myrer, der ligner balloner med skægstubbe, en mutation, en cigar, der hænger i hendes ene mundvig. Hun har en lille, klar stemme inde bag de andre stemmer, hun bruger til at tale med.

– Du skal lytte, siger hun, – lytte, resten er blændværk, smiger eller misforstået godhed, der skygger for det, der er vigtigt.

Mathilde betragter sine tanker som lys, som levende væsner. Krystalkuglen i Mathildes stue glimter. Stuen er fuld af kurve med gamle aviser og ugeblade. Væggene er beklædt med hessian. Der står tomme vinflasker under bordet. Det store korthus balancerer på reolen foran det åbne vindue. I soveværelset er mandshøje, krumryggede trolde i keramik placeret langs væggene som søjler. Tapetet har brune blomster. Sengetøjet er hvidt, broderet, en enkeltseng står midt i rummet som en firkantet ø. Ude i haven i værkstedsbygningen står Mathilde og modellerer. Hun hakker, former, klapper, glatter, hun trækker trolde ud af ler. Hendes mørklilla tørklæde er bundet stramt om det lange, grå hår.

– Jeg er ensom, siger jeg. Jeg er et barn. Børn skal ikke være ensomme.
Og hun siger, at hun vil læse et brev højt for mig.
– Det er et vigtigt brev til kommunen, vi bliver i højt humør, siger hun. – Brevet handler om kornpriser i u-lande, om handelssanktioner og mindreværd.

– Det er på høje tid, at nogen gør noget for at mindske uligheden i verden, siger Mathilde. Hun begynder at læse brevet højt, men jeg forstår det ikke, og jeg kan ikke holde tårerne tilbage, og hun siger, jamen, åh og nej, og jeg hulker. Mathilde tager en hæklet serviet op af skuffen, hun rynker panden, jeg pudser næse og dingler med benene.

– Ved du, hvad vi trænger til? siger Mathilde. Vi trænger til et flag. I morgen tidlig maler vi et Ho Chi Minh-flag midt på vejen.

Natten ruller sin tunge ud over byen. Natten er en fugtig hue over huset. Lyset vender tilbage, når tungen trækker sig igen. Jeg gaber og strækker mig i sengen. Min natkjole har grønne blade. Det er weekend, men jeg skal tidligt op. Min mor tager på arbejde på De Gamles Hjem. Hun bager morgenbrød til de gamle, koger havregrød, øllebrød, æg. Det pusler i havens hjørner. Fuglenes lyde, dyrene rasler i buske, fyrretræer, birketræer, den store blodbøg, blade og mønter, der klirrer i et glas. Jeg stiller en bod op ved vejen. Jeg sælger nips og ting fra vindueskarmene i stuen, Caroxin-tyggegummi, smølfer og saft. Min bod står ved vejen som en butik med blafrende gardiner og en klokke, der ringer kunderne ind og ud. Jeg sidder i flere timer på en plastikpose bag den om- vendte ølkasse, jeg bruger som bord. Annie, skov- trolden, køber mine forældres pyntekirke for tre kroner. Flere køber tyggegummi. Men smølferne vil ingen have, de er for dyre, siger de. Smølferne bliver alligevel stående i min bod. De ser flotte ud, som de står dér med deres små, hvide huer og tætsiddende, blå strømpebukser. Smølferne står på én lang række, som en hær.

Om natten drømmer jeg, jeg er et skrumpet væsen, ikke større end en mus, der bliver jaget af en ulv med store gule øjne. Øjne, der stråler som pyntekirkens små vinduer i sort nat. Jeg gemmer mig bag gardinet i butikken med et hjerte, der dunker og pumper mellem hænderne.

Jeg noterer:
Hjertet er det maskinrum, blodet flyder fra som tyk, varm sirup.

Jeg leger gravko og graver huller i haven med en gul skovl, da jeg får øje på et lille brunt pindsvin, der ligger som en ubevægelig, stikkende klump i kanten af haven. Mit blik møder pindsvinets. Jeg sætter mig på hug foran det. Det ser på mig med et ravmørkt blik. Tæt på. Jeg kan se de små rystelser i dets krop, øjet, den brune perle, det kigger ud igennem, skinner. Jeg samler forsigtigt pindsvinet op. Jeg forsøger ikke at stikke mig på piggene, ikke at klemme det for hårdt. – Du ligner en, der hedder Laila, siger jeg. Pindsvinet svarer ikke. Det stirrer, ryster. – Men du fryser. Jeg skal nok varme dig, siger jeg. Jeg kniber øjnene let sammen. Og løber mod bagdøren. Gummistøvlerne, der klasker mod fliserne, bliver sparket af i bryggerset. Jeg går ad den lange gang, der fører mod køkkenet. Jeg lægger Laila i en hvid tærteform og tænder ovnen. Ovnen er en kasse og varmen er et tæppe omkring Laila. Min mor sidder inde i stuen, fjernsynet kører, lyden af børnetimen glider ind og ud af ørerne. Jeg kommer lige om lidt, hvisker jeg til ovnen. Rokokopuden foran tv’et. De store hånddukker, Anna og Lotte, bader en lille, stribet dukke, Georg, i et plastikbadekar. Anna tørrer og trækker i Georg efter badet. Det ene ben falder af. Kirsten syer benet fast igen. Forbindingen er hvid. Børnetimen er slut. Jeg løber ud i køkkenet og åbner ovnlågen. Den bløde klump. Døde, sorte perler, triller ud af ovnen.

Jeg går ned ad vejen mod Ålemosen med to mørke skygger under øjnene. Mathildes hus ligger på en dobbeltgrund. Hun kommer ingen steder fra og har ingen familie, der kommer på besøg. Engang havde hun en søn, men han døde, siger hun, i et forsøg på at krydse Atlanterhavet i en gummibåd, han døde ikke, siger hun, men hans far, hendes tidligere mand, tog ham med ud på en lang rejse. Nu bor han i junglen, og manden sender hende hvert år et brev med et foto af sønnen på hans fødselsdag. Drengen på billed- erne i køkkenet forandrer sig år for år. Han bliver ung, ældre, midaldrende, 56 fotos, sat op med tape på væggen i køkkenet som tapet.

– Han er aldrig den samme som før. Kroppen fornyr sig konstant, om ti dage har han fået en ny tunge, om ti år et nyt skelet, nye fødder, hænder, nyrer. Nyrerne er et parret organ. De er næsten identiske og findes opad og bagtil i bughulen, et tohovedet rensnings- anlæg, der filtrerer blodet og udskiller affaldsstoffer, siger hun og fortsætter:

– Nyrerne er bønneformede, de vejer hver ca. 150 gram.
De små nyrer af ler ligner glaserede bønner. Nu ligger de i Mathildes vindueskarm. De soler sig på et stykke himmelblåt filt.

Mathilde siger, at det er med organer som med familiemedlemmer. – Det er den måde, de er organiseret på, der gør dem til en organisme. Apropos organisme, så taler de om hende ovre på gummifabrikken, der ligger sort og rektangulær ved siden af søen over for hendes hus. I frokostpausen står fabriksarbejderne ude foran bygningen og snakker og peger over mod hendes grund. Mathilde går rundt i haven i den gamle, gulnede brudekjole med tilhørende slør, som manden, der gav hende sønnen, har sendt til hende fra Sydamerika.

– Måske er det derfor, de peger? siger jeg. Men det tror Mathilde ikke. Hun siger, at hun har regnet ud, hvordan hun får fabrikkens familiemedlemmer til at holde op med at glo.

Dagen efter står hun nøgen foran hoveddøren til sit hus. Hun har en lampeskærm af dun, af frasorteret himmellys over hovedet. Hun har klippet to små huller til øjnene.

– Hun har stået der hele dagen, hvisker en af naboerne og strækker halsen som en svane for at få det hele med. Jeg ser ned i fortovet. Jeg trækker min cykel i en stor bue rundt om den gruppe af mennesker, der har samlet sig foran hendes hus. Lampeskærmens øjne følger mig, da Journalisten fra Lokalavisen ankommer i en vissengrøn bil.

Jeg går i røde træsko ned mod åen. I hånden har jeg en spand med kroge, snøre og orme. Græsset kildrer og klistrer som de kokasser, jeg undgår at træde i. Fugtige og tørre kasser, brune øer med fluer omkring. Brogede køer pletter det grønne landskab, pletter og tramper, køernes stive ben, deres modvilje mod at forlade et sted, sætter sig i det fedtede område langs åen som stampede huller.

Jeg går i røde træsko ned til åen og bukker kroppen sammen for at krybe under trådhegnet, ind til køerne. Hvis de ikke glor på mig, når jeg kryber under hegnet, er jeg usynlig. Glo ikke på mig, store væsner, store maver, lange patter, store pletter, store næsebor, store ko-knogler under den store hud, ko. Jeg findes inden i en ko. Jeg spiser ko. Jeg er en ko i træsko, der går ned til åen for at krybe tæt ind til de andre køer, for at lugte dem, lagre dem i min hukommelse og ae deres knoglede ryg. Jeg bukker sammen. Jeg svulmer på marken, en følelse af, at nogen stryger mig over håret.

Der står en lille sort skikkelse på den anden side af åen, den løfter armen i en gestus.

Sønnen på billederne fra væggen i Mathildes køkken går ned ad Rosenvej med en rullekuffert i den ene hånd for at åbne lågen og fortsætte ned ad have- gangen. Han banker på Mathildes dør. Mathilde, der på grund af den tiltagende demens er flyttet ind på Lokalcenter Søndervang. En børnefamilie bor nu i hendes hus, hvor den unge mor lægger hånden på det kølige, blanke håndtag og åbner døren med et ryk. Hun ser den femogtres-årige mand stå på dørtrinnet med en kuffert i hånden. Han står foran hende i en lang, mørk cottoncoat. Hans sko er nypudsede, blanke.

Aftenmørket viger for kunstlyset, der kastes som hvide trekanter fra bilens lygter. Mathilde kommer ud ad den store glasdør på forsiden af Søndervang. Hendes tynde krop er let foroverbøjet af vægten fra en gammel, grøn rygsæk. Hun åbner bildøren og sætter sig ind uden at tage rygsækken af. Hun sidder dér ved siden af mig med selen spændt. Hendes hoved stikker ud af rygsækken, som var den et skildpadde-skjold. Hun smiler og siger: – Jeg er klar.

Senere, da vi står ved åen, lægger hun skjoldet fra sig som en taske og folder sig ud. Hendes hud er hvid og tør, knitrer som papir. Kroppen er nøgen, let udstrakt som en krop, der står på tæer. Solen vågner, mørket viger omkring os. Vi betragter vandet, der strøm- mer mørkt og glansfyldt gennem åen. Her står vi, Mathilde og jeg, en gamle kvinde og et udvokset barn, nøgne vipper vi på kanten af åen. Vi breder armene ud, vifter med dem, som var vi baskende fugle. Det er Mathilde, der kaster sig i åen først, og mig, der følger efter. Det ordløse, kolde vand indhyller kroppen som en stor glidende ål, Anguilla anguilla, som vi flyder ned ad åen i. Ålen er vores ubåd, der snor sig ildsk over den mudrede bund fyldt med underlige huller, væsner, som strømmen former og frembringer mel- lem alt det forladte, men stadig glansfulde, sølv. Idet en gnist fra solen rammer vandet, tænder et kunstlys i ålen. Den åbner munden. Jeg åbner øjnene for dét, der lyser, ålens hjerte, lever, galde, mave, tarme, gat. Vandet slører og skvulper mit syn og får Mathilde til at ligne en lille pige. Noget trækkes ud af ålens krop gennem munden. Ålen udstøder os, og vi smutter gennem vandet, som fisk uden hænder med blinkende skæl og øjne. Vandet, der trænger ind i ørerne, næsen, munden, øjnene, føles pludseligt som noget, vi kan drukne i. Mathildes spinkle krop er viklet ind i tøj, der flyder efter hende som løse lagner i det grøngule vand. Og så med ét er hun væk, det føles virkeligt, da jeg drukner, da jeg i samme nu griber fat i træroden, der stikker ud af bredden, som et håndtag, en hånd at gribe fat i og rejse sig ved, som ny.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *